Velkommen til håndboldafdelingen i Lund IF, hvor fællesskabet er vores største styrke, og hvor vi sammen udvikler både dygtige håndboldspillere og gode mennesker.
Hos os træner vi både finter, samspil og spilforståelse, men vigtigst af alt er der fokus på at være en del af et fællesskab, hvor alle hepper på hinanden. Den bedste træning er, når vi har grinet og øvet os på nye ting i fællesskab. Ingen kan være gode til alt, men alle kan være gode til noget.
Vi har i øjeblikket hold fra Trille Trolle (U3-5), U6-U11 samt dame senior og udover et godt fællesskab på de enkelte hold arbejder vi også med et fællesskab på tværs af holdene i klubben.
Vi afholder i løbet af sæsonen hjemmestævner, Håndbold Camp i starten af september samt vores populære UV lysstævne i december, hvor fokus er på glæden ved bevægelse, at dyrke relationer og skabe en tættere holdånd.
Vores værdier bygger på respekt, engagement, fællesskab og udvikling. Vi tror på, at et trygt og positivt træningsmiljø med smil på læben skaber de bedste rammer for både sportslige og personlige succeser. Derfor arbejder vi for at skabe en klub, hvor alle føler sig velkomne og oplever, at de er en vigtig del af holdet.
Så har du lyst til at spille håndbold og/eller være træner på et af vores hold, så ta fat i os.
I Lund IF er der plads til alle på alle niveauer – vi glæder os til at tage imod dig.